Læs her om indendørs ovne

Stenovn-Light
Gør de lune sommeraftener endnu længere. Et nemt lille selvbyggerprojekt !

For et par garvede ovnsættere kan det være svært at undvære en god ild, både til at hygge sig ved og til at lave mad på.
Hver sommer er min makker og jeg jo ofte ude for netop dét, når vi er rundt i landet for at bygge ovne hos folk som selvsagt ikke har sådan en.
Med de forhåndenværende materialer, som for os jo er ildfaste sten, har vi derfor brugt utrolig mange aftener på at "udvikle" denne erstatning til at imødekomme vore behov for ild, varme og et godt og effektivt udekøkken.

Effektiv "opvask" af risten klares også tilbagelænet.

Vi har lavet de utroligste retter på dette "apparat", som kan bygges i endeløse varianter og vi har nydt mange halve nætter i lyset og varmen fra bålet og "ildspejlet".
Den meget længe savnede røgvender er såmænd også indbygget, i kraft af de varme sten, som leder røgen godt og grundigt op over hovedhøjde.

Funktion:
En god ild kræver varme - paradoksalt nok.
De ildfaste sten spejler en del af varmen tilbage i bålet og hjælper det til at brænde rent uden røg.
Ved at regulere for luften til glødelaget er det nemt først at opnå et godt glødelag og derefter styre det under madlavningen.
Når maden skal spises, er det meget hurtigt at få godt gang i bålet igen, så man ikke behøver spise i mørke.
Bagsiden af den store model virker som et hulspejl, som sender strålevarmen ud i en meget mindre vinkel, end bare ud til alle sider.
Med et langt mindre bål kan man derfor fint holde varmen ved forholdsvis lave nattemperaturer, bare man har et godt skind i ryggen.
Bagsiden virker også som skorsten når den efter en lille time er blevet godt varm. Dermed er den længe savnede røgvender opfundet !

Grill-kul er yt !
Tænd ild i en god stak fingertykke grene - giv lidt ekstra luft ved at fjerne en sten i vindsiden og luk til igen når det blusser godt.
Trækul er afgasset træ, så ved at forhindre luften i at komme til gløderne mens der er godt blus på gasserne er der mange flere tilbage når træet er afgasset.
En rigtig kulsvier lader bare gasserne "forsvinde" som røg, men du kan lige så godt bruge dem til at forvarme bagsiden af "Lighten" og nyde synet imens.
En rist kan man hente på genbrugspladsen i et kasseret komfur.
Du kan også købe en bedre rist for omkring et par hundrede kroner i de større byggemarkeder.

I nedenstående "byggevejledning" har jeg brugt 82 ildfaste sten i den største udgave. Læg mærke til stakken t.h. så har du en idé om hvor mange der går til for hver forandring.
(Der er 18 sten i hvert lag i stakken).
Man kan godt bruge alm. mursten, men dels er de som regel knabt så formfaste og dermed vanskeligere at bygge af på denne måde uden mørtel og dels holder de ikke nær så længe i det forholdsvis "krasse miljø" vi udsætter dem for på denne måde.
Prisen taget i betragtning kan det derfor godt betale sig at købe gode ildfaste sten (typisk 10-12kr. pr. stk).
Formatet kan være ligesom alm. mursten, men næsten alt kan bruges hvis du bare har lidt fantasi.

Opbygning af Stenovn-Light
Materialer:
En stak mursten - jo flere du har, jo mere kan du lege ! I nedenstående eksempel er brugt 82 hele sten og 2 halve.
Ildfaste sten er nemmere at stable end skæve gamle mursten og så holder de meget længere.
En grillrist - kan findes på genbrugspladsen eller købes i bedre kvalitet i byggemarkederne.
En ilderager - gerne mere end en halv meter lang, for der bliver varmt ! (En 8mm. jernstang som er bøjet i enden er helt fin).
Ingen mørtel - bare lidt omhyggelighed under opbygningen.
Da det har vist sig vanskeligt for private at fremskaffe gode ildfaste sten til en fornuftig pris, har jeg lavet en aftale med min grossist.
Send en email til: lars@stenovne.dk

Find et rimeligt plant sted med en bredde på godt 90cm og en dybde på godt 70cm.
Sæt 3 rækker á 3 sten sten på højkant (den lave led).
Afstanden skal passe, så der kan lægges en bund af 12 sten på fladen til at bygge resten på.

Ovenpå bunden, stilles 8 sten + 2 halve på højkant.

Dette er grundmodellen. 29 hele sten + 2 halve og en rist - så kan du lave bål og mad på gløderne.
Det tager faktisk kun 5 minutter at bygge dette op og hvis du kun bruger den 1 dag tager græsset ikke skade.

Foran kan det være praktisk at bygge et lille "anretterbord" til de varme gryder og lignende.
Dertil skal du bruge endnu 9 sten.


Blæser det lidt, eller vil du have et bedre bål eller afskærmning for, som her pileflethegnet, så bygger du ovenpå bagvæggen.
Start hvert nyt lag fra midten med 1 eller 2 sten så de står i forbant (låser hinanden).
Lad hjørnerne flugte med fladen nedenunder, så "læner" den sig fremad/indad i hulningen og bliver dermed meget stabil.


Her er der kommet endnu en række på og den er sat asymetrisk, hvilket kan være godt i sidevind.
Det hjælper røgen til at cirkulere og bringer den dermed højere op. Byg højest derfra hvor vinden kommer.


Her er "Lighten" bygget lidt bredere og vinden er åbenbart skiftet til at komme fra venstre.


Så er der gjort klar til gæster.
Nu kan man have et lille effektivt bål kørende i venstre side og skubbe gløder hen under risten efter behov.
Med en rist mere, kan man nu både koge og stege/grille på én gang.

God fornøjelse !

Til forsiden


Bare fordi der er så pænt ved Mossø
og fordi nogle meget søde venner bor dér
og fordi de så gæstfrit tog imod mig og DR´s "Rabatten"
og de fandt sig i at blive kostet rundt med, fordi kameramanden også skulle have det fra en anden vinkel
- og så for at fortælle, at vist nok d.26 april kan du på DR.1 kl.19.30 se hvad der kom ud af den dag ved Mossø
Og den dato har vi jo passeret så du kan se det her:
http://www.dr.dk/DR1/Rabatten/Udsendelser/2007/0419131025.htm

Gider du ikke se hele udsendelsen, har jeg klippet det ud som handler om ligthen her.